Vedtægter for Grindsted Kulturhus

  • 1 - Hjemsted

Grindsted Kulturhus er en selvejende institution med adresse Vesterbrogade 5, 7200 Grindsted.

 

  • 2 – Formål

Grindsted Kulturhus har til formål at være borgernes foretrukne aktør, når det drejer sig om  filmforevisninger, teaterforestillinger, koncerter og lignende kulturelle aktiviteter. Denne status skal opnås gennem selvstændigt virke eller i samarbejde med andre organisationer.

Huset har også til formål at udleje lokale til diverse arrangementer indenfor filmforevisning, teater, musik, foredrag, konferencer m.m.

 

  • 3 – Økonomi

Økonomien i Grindsted Kulturhus hviler på kommunale tilskud, driftsindtægter, sponsorater og frivillig arbejdskraft, som skal dække driftsomkostninger herunder filmleje, anskaffelser, fornyelser, annoncering og lønninger.

 

  • 4 – Generalforsamling

Hvert år inden den 01. april afholdes ordinær generalforsamling. Deltagelse i generalforsamlingen har alle med interesse i Kulturhusets virke ret til.

Generalforsamlingen indkaldes af bestyrelsen i den lokale presse med minimum 14 dages varsel, og forslag der ønskes behandlet på generalforsamlingen skal være bestyrelsen i hænde senest 5 dage før generalforsamlingen.

For at kunne opstilles til valg til bestyrelsen eller som suppleant kræves, at man er myndig og vil arbejde aktivt for opnåelse af Kulturhusets formålsparagraf.

Dagsordenen for ordinær generalforsamling skal indeholde følgende punkter:

 

  1. Valg af dirigent
  2. Valg af referent
  3. Bestyrelsens beretning
  4. Fremlæggelse og godkendelse af regnskab
  5. Fremlæggelse og gennemgang af budget
  6. Indkomne forslag
  7. Valg af bestyrelse
  8. Valg af suppleanter
  9. Eventuelt

               Bestyrelsen kan beslutte at indkalde til ekstraordinær generalforsamling, når den finder det berettiget. Indkaldelse følger samme regler som for en ordinær generalforsamling, dog skal der i indkaldelsen angives baggrunden for den ekstraordinære generalforsamling.

               På samme måde kan en ordinær generalforsamling vedtage beslutning om en ekstraordinær generalforsamling, hvis 2/3 af de fremmødte ønsker det.

 

  • 5 – Bestyrelse

               Bestyrelsen består af  syv medlemmer, hvoraf de seks vælges på generalforsamlingen. Disse seks vælges for en to-årig periode, således at tre medlemmer vælges i lige år, og tre medlemmer vælges i ulige år. Første gang foretages der lodtrækning om, hvem der fratræder efter et henholdsvis to år.

To Suppleanter vælges for et år ad gangen.

               Frivillige og lønnede medarbejdere skal være repræsenteret i bestyrelsen med 1 medlem. Denne repræsentant vælges i forbindelse med generalforsamlingen ligeledes for en to-årig periode.

               Bestyrelsen konstituerer sig selv med formand, næstformand, kasserer og referent.

 

  • 6 – Bestyrelsens virke

               Formanden indkalder og leder bestyrelsesmøder. Der afholdes mindst fire møder årligt, eller når mindst tre bestyrelsesmedlemmer stiller skriftligt forslag til formanden. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af medlemmerne er til stede.

               Afgørelser træffes ved simpelt stemmeflertal. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende.

               Referat af bestyrelsesmøde sendes til alle bestyrelsesmedlemmer samt godkendes og underskrives på det efterfølgende bestyrelsesmøde.

               For bestyrelsens medlemmer gælder dansk rets almindelige erstatningsregler, men medlemmerne hæfter i øvrigt ikke personligt for Grindsted Kulturhus' forpligtelser.

Udebliver et bestyrelsesmedlem uden afbud til Grindsted Kulturhus’ formand eller et andet bestyrelsesmedlem fra mere end to på hinanden følgende møder, kan bestyrelsen vælge at suspendere vedkommende og indkalde en suppleant, som herefter har fast sæde i bestyrelsen frem til næste ordinære generalforsamling.

 

  • 7 – Bestyrelsens opgaver

                           Grindsted Kulturhus tegnes af bestyrelsesformanden i forening med to

bestyrelsesmedlemmer eller af bestyrelsens samlede menige medlemmer i forening.

                              Det er bestyrelsens opgave at virke til fremme af Grindsted Kulturhus' formål.

               Bestyrelsen har den økonomiske og administrative ledelse af Grindsted Kulturhus,

               Bestyrelsen har ansvaret for, at Grindsted Kulturhus administreres efter gældende bestemmelser i love og bekendtgørelser, vedtægter m.m.

               Bestyrelsen skal sørge for vedligeholdelse i henhold til lejekontrakten. Til varetagelse af overstående kan der ansættes en daglig leder, som er ansvarlig over for bestyrelsen.

  • 8 – Regnskab

               Grindsted Kulturhus' regnskab følger kalenderåret. Umiddelbart efter regnskabsårets afslutning udarbejdes et årsregnskab, der opgøres i overensstemmelse med principperne i regnskabsloven og indeholder resultatopgørelse, balance og noter.

               Regnskabet skal godkendes af bestyrelsen før afholdelse af generalforsamling, senest den 15. marts.

Regnskabet for Grindsted Kulturhus revideres af ekstern registreret eller autoriseret revisor, der vælges af bestyrelsen. Endvidere sendes regnskabet til Billund Kommunes Kulturforvaltning for information.

 

  • 9 – Vedtægtsændringer

               Ændringer af vedtægterne for institutionen skal vedtages på to på hinanden følgende generalforsamlinger, og forslaget skal på hvert møde være tiltrådt af flertallet af de fremmødte. Der skal være minimum 14 dage mellem de to generalforsamlinger.

Vedtægtsændringer kan kun foretages, når ordinær såvel som ekstraordinær generalforsamling indkaldelse i den lokale presse med mindst 14 dages varsel og med udtrykkelig angivelse af, at der er tale om vedtægtsændringer.

Forud for indkaldelse til generalforsamlingen, der skal behandle forslag til vedtægtsændringer, skal forslaget sendes til Billund Kommunes Kulturforvaltning for kommentering.

Såvel de gældende vedtægter samt ændringsforslaget skal være tilgængelige til afhentning i Grindsted Kulturhus fra tidspunkt for indkaldelsen.

 

  • 10 – Ikrafttrædelse af vedtægtsændringer

Vedtægtsændringer træder i kraft umiddelbart efter vedtagelse på generalforsamlingen i henhold til §9, med mindre anden ikrafttrædelsesdato indgår i selve ændringsforslaget.

 

  • 11 – Ophør

               Dersom bestyrelsen ønsker at afvikle Grindsted Kulturhus skal forslaget behandles efter samme regler som for vedtægtsændringer.

               Hvis begge generalforsamlinger vedtager ophør af Grindsted Kulturhus, skal dette foregå gennem likvidation og derefter godkendes af Kommunalbestyrelsen i Billund Kommune, eller den myndighedshavende kommunalbestyrelse.

               Til at forestå likvidationen nedsættes omgående et likvidationsudvalg bestående af tre medlemmer. På generalforsamling nummer 2 vælges to medlemmer og Billund Kommunes Kommunalbestyrelse, eller det myndighedshavende byråd vælger 1.

               Bestyrelsen fungerer, indtil likvidationsudvalget er nedsat.

               En eventuel positiv formue ved likvidationen anvendes til kulturelle formål efter samråd med Kommunalbestyrelsen i Billund Kommune eller den myndighedshavende kommunalbestyrelse.

Vedtaget på ordinært repræsentantskabsmøde 28. marts 2022, samt på efterfølgende ekstraordinært repræsentantskabsmøde 26.april 2022